Klubnyheder

U15 viser lovende takter

30. aug. 2016, kl. 22.53


Ved weekendens puljeturnering vandt U15 finalen over Hvidovre.

De seks deltagende DM-hold fra U15 Danmarksmesterskaberne fra sidste sæson skulle mødes i en puljeturnering i Hvidovre arrangeret af DIU.

Desværre havde Rødovre booket sig ind til en cup i Stockholm allerede i maj måned, og da DIU rykkede puljeturneringen en uge frem sammenholdt med den ’normale’ weekend for puljeturneringen, så blev det til et afbud fra de forsvarende Danmarksmestre.

Dermed skulle vores drenge op mod Hvidovre, Vojens, Herning og Aab. Turneringen var strikket sådan sammen, at nummer 1 og 2 i puljen skulle mødes i en finale, som vi hurtigt kvalificerede os til via sikre sejre.

Først blev Hvidovre besejret 5-2, efter en rigtig flot kamp af drengene, for Hvidovre har et stærkt mandskab. Dernæst mødte vi ’de store drenge’ fra Vojens, som vores spillere vist troede var en smal sag, for de tog meget let på opgaven. Vi skøjtede slet ikke, som vi plejer, vores forechecking var uden intensitet og vores backchecking stort set ikke eksisterende, hvilket turneringens positive overraskelse udnyttede flot. Vi endte dog med at vinde 5-4, efter en afgørende scoring 20 sekunder før tid.

Til aftenens sidste kamp var vi tilbage i vanlig stil. Herning blev mast tilbage, og kun storspil i målet af jydernes målmand Thor Baden hindrede en afklapsning. Eller som træner René sagde: ”Vi skød ham god.”
Skudstatistikken sagde 33-8 til os, og vi vandt 4-1. Finalenpladsen var sikret, for vi var bedre indbyrdes med Hvidovre, og de øvrige hold besejrede hinanden på tværs.

Derfor var den sidste kamp mod Aab uden pointmæssig betydning, og vi sendte fire spillere op til U17 træningskamp. Alligevel var vi overbevisende mod nordjyderne, og vores sejr på 3-0 var fuldt fortjent, selvom vores to målmænd stod godt. Skudstatistikken var 24-17 i vores favør.

Så ventede finalen. Desværre havde vi en skade og et afbud til finalen, så vi ikke kunne stille fire fulde kæder, så vores center-spillere gik i turnus. Hvidovre fik en forrygende start, og vi så ud til at få det svært mod Hvidovre, som havde spillet sig op i løbet af turneringen.

Vi kom yderligere bagud, men kort før pausen fik 4. kæden reduceret til 1-2. Dermed ventede en spændingsmættet 2. periode, som fik de helt store hyl frem hos mødre, og dybe nøøøj-brøl frem hos fædrene. Det var en super finale med alt, hvad hjertet kan begære. Vores turneringstopscorer Frederik Kanlund fik udlignet til 2-2 midtvejs i perioden og da vi sad godt på kampen, mens Hvidovre var farlige i omstillingerne, så var kampen helt åben. Men der kom ikke flere mål og på straffe var vi køligst. Vores U15 havde vundet puljeturneringen og fik en drømmestart på sæsonen.

At vi vandt var naturligvis rart, men det var mere måden, vi vandt på, som lunede i lederstaben. Vi spillede turneringen igennem med fire kæder, toppede på intet tidspunkt (heller ikke i box- og powerplay) og vi fik tre målmænd i spil, som alle gjorde det godt.
I finalen fik Hvidovres 3. kæde et skift i 2. periode, og vores dygtige modstander toppede tydeligvis gennem perioden, mens vi bare kørte korte skifte 1-2-3-4 kampen igennem. Det er altså en helt utrolig dejlig måde at vinde på og træner René Rübenach fortsætter ufortrødent sin udvikling af alle spillere dybt ned i truppen.

I omklædningsrummet var humøret naturligvis højt, alle var glade for alle havde haft deres store andel af turneringssejren.

Klubnyheder