Klubnyheder

Endnu en finale for U15

29. nov. 2016, kl. 10.18


U15 havde en forrygende tur til Aalborg, som ud over god stemning og hygge også resulterede i en flot andenplads. Her nydes frokosten på vej hjem. Solen skinner på mere end én måde på klubbens U15.


I alt mødtes 11 hold fra hele landet med deres U15,2 mandskaber, da Aalborg var værter for den anden puljeturnering.

Fra den første puljeturnering var de fem bedst placerede hold i A-puljen, og der var vi placeret i kraft af en samlet 2. plads i Frederikshavn, hvor vi tabte finalen til Herning. Det gentog vi desværre, men det kommer vi tilbage til.

21 spillere og to målmænd drog i samlet flok i bus til Aalborg allerede fredag eftermiddag. Dermed var det kun ni spillere fra truppen, som ikke var med. Fem skulle med U17 til puljeturnering i Frederikshavn, og så havde vi nogle på skadeslisten samt et par afbud.

Vi havde en overnatning i det nordjyske, inden den første kamp lørdag formiddag. Natten på Hotel Scandic blev brugt til andet end at sove, for der blev snakket til alt for sent på nogle af værelserne.

Det kunne vi godt mærke et stykke op ad lørdagen. Flere var kridhvide i ansigterne af træthed, og spillet var tungt og usammenhængende. Alligevel vandt vi 4-3 over Esbjerg - efter straffeslag, da Popovic reddede tre ud af tre forsøg – og Conrad Schmidt havde scoret på sit forsøg. Synd for Lutte der fik sig en ordentlig tur i banden, så en øm ryg holdt ham fra flere kampe i Aalborg.

Pudsigt nok fik vi en advarsel om, at vi var for mange spillere i truppen. Vi måtte kun være 22 og der stod 23 på holdlisten – det må man ikke. Så vi skulle pille en spiller fra, som så blev Jonas Krabbe. Det virkede helt sort, at vi skulle ’straffes’ for en bred trup, når Esbjerg intet fik at vide med deres to kæder og en målmand, når reglerne siger, vi skal stille med tre kæder og to målmænd. Nå, men sådan er der så meget.

Desværre var drengene ikke vågnet i den anden kamp, hvor vi mødte Rungsted, men hev dog en 2-1 sejr hjem, så det blev lige vel spændende til sidst. I begge kampe havde vi dog klart overvægt i både spil og skud på mål, men kønt var det ikke.

Så kom vi længere op af dagen, og drengene virkede tændte til puljefinalen mod Herning. Fugl lagde ud med to hurtige kasser, og så var grundstenene lagt til en flot overbevisende sejr på 5-1. Vores klart bedste kamp i turneringen, da alle fire kæder lagde et tungt pres på jyderne, som kæmpede bare for at få pucken ud af zonen.

Jeg må give lidt ekstra ros til 4. kæden, som spillede forrygende i den her kamp. Jeg tror simpelthen ikke, at andre klubber i Danmark kan mønstre så stærk 4. kæde på U15, som vi kan. ”I kommer jo også med en hel hær af gode spillere,” som Hernings træner Møller sagde og løftede øjenbrynene i respekt, da vi fortalte, der var otte spillere siet fra.

I den sidste kamp skulle vi bruge et point til at komme i finalen, og det lykkes lige akkurat. Egentlig ikke med hiv og sving, for vi pressede hårdt på for at vinde kampen, men værterne kæmpede som vilde for at få kampen ud i straffe, som lykkedes med hiv og sving samt en del dommerhjælp, som var lige på grænsen til at blive pinligt. Nå, men vi endte i straffe, som Aab vandt og nordjyderne fejrede det som en DM-truimf. De var i omklædningsrummet ved siden af os, og der var virkelig fejring på bedste vis. Til sidste måtte jeg lige et smut ind forbi og høre, om de troede, de var i finalen?

”Nej, nej,” sagde deres materialemand, ”vi er bare så stolte over at have vundet over Jer. Det er kæmpe stort for os.”

Endelig var ishockeydagen slut og vi sluttede hele dagen med chips, kakao og pebernødder på hotellet, så der var plads til lidt hygge inden sengetid. Alle fik sovet denne nat, men der skulle rystet lidt pebernøddeknas væk fra en seng, da en af vores altid aktive spillere havde hygget sig med at knuse pebernødder og drysse krummerne ned i dobbelt-sengen på naboværelset ;o)

6:15 stod vi klar på hotellets P-plads. Der skulle løbes fem runder, så kroppen kom i gang. Det var finale-morgen, for Herning ventede klokken 8. Desværre var vi også uden Conrad Schmidt, som havde et ømt haleben, så han ikke kunne skøjte, da han faldt uheldigt i kampen mod Aab. Med Schmidt ude fik Voldmester dobbeltpas – utroligt som han arbejdede og forståeligt, han havde ømme lår om søndagen.

Vi startede virkelig skidt i finalen. Mange dumme fejl i egen zone, usammenhængende spil og alt for lidt løb uden puck. Tidligt i kampen kom vi bagud 0-1 efter et kæmpe fejlpas i egen zone. Dem var der flere af, men Sander reddede os fra at komme yderligere bagud.

I slutningen af perioden fik vi bedre fat og i de sidste 20 minutter besatte vi Hernings zone, men vi må erkende at uskarphed og for lidt aggressivitet foran deres mål kostede os en ellers fortjent sejr i puljeturneringen, for vi var ubetinget det bedste hold, selvom vi kørte på i hver eneste kamp med fire kæder.

Med godt et minut tilbage af finalen hørte jeg træner René råbe: ”Nej, vi topper ikke. 3. kæden – jeres tur.”

I de sidste afgørende sekunder sluttede 4. kæden af, og vi var tæt på lige til sidste sekund, men pucken prellede af på skinnen af Hernings keeper, og Ahlberg manglede lige 2-3 sekunder mere tid, for han kom ellers først på returen. Tiden var dog udløbet.

Nederlaget kunne ikke tage endnu en god puljeturnering fra os, og slet ikke hyggen. Der var super god stemning, og truppen blev rystet endnu mere sammen end den allerede var.

Alle fire puljeturneringerne på U15 niveau har alle været med Gentofte Stars i top 3. Den første U15,1 puljeturnering vandt vi i Hvidovre, så blev U15,2 nummer to i Frederikshavn, mens U15,1 blev nummer tre i Aalborg og så sluttede vi af med denne andenplads i weekenden den 26.-27. november.

Der er noget at bygge på med vores 32 mand store trup, som hele tiden bevæger sig i den rigtige retning uanset spillerens niveau.

Peter Fugl Jensen
Holdleder, U15

U15 har arbejdet hårdt med den fysiske træning, her fra en boksetræning tidligere på året.

Klubnyheder