Klubnyheder

​Første U15 DM-medalje til Stars

21. mar. 2017, kl. 12.08

I sidste uge SM-guld til U13, i denne uge DM-bronze til U15. Mange års målrettet ungdomsarbejde begynder at bære frugt i Gentofte Stars. Med tre sejre i fem kampe sikrede vi os DM-bronze for U15 i denne weekend, den 17.-19. marts.

Det så ellers ikke særlig lyst ud, da værterne fra Herning startede med at ’nulle’ os i det første opgør, mens uldjyderne scorede tre gange. De jyske værters sejrscifre var dog i overkanten, men de havde simpelthen alle marginalerne med sig.
Efter 10 minutter var skudstatistikken 10-2 til os, men Herning førte 1-0 på et mål scoret på usædvanlig vis. En back fra Herning sendte et slagskud afsted, pucken ramte – vist nok – et knæ, for pucken blev styret op i luften og sejlede mod mållinjen, mens backerne og målmand Mads Jørgensen kiggede fortvivlet efter pucken, mens boksen råbte, at pucken var på vej mod mål. Desværre var det kun en forward fra Herning, der opdagede det pudsede opspring, så han kunne nemt skubbe pucken i mål, da den endelig ramte isen. 0-1 og de godt 500 tilskuere var godt tilfredse med ønskestarten.

Målet til 2-0 var endnu et slagskud. Denne gang blev pucken sendt ned i plexiglasset bag målet, hvorfra den sprang tilbage, over mål, og ind i ryggen på vores stakkels keeper og lige akkurat over målstregen. Bagud 2-0, uden at være presset, hev luft og tro ud af vores spillere, der så rådvilde ud. Herefter overtog Herning spillet og i 3. periode fortjent afgjorde kampen med målet til 3-0, der også blev slutresultatet.


Bredde og sikker sejr
Så var det tid til at få løftet holdet igen, for nederlaget gav ikke ligefrem opløftet stemning. Men fredagens anden kamp gik bedre, meget bedre. Modstanderne fra Aab kom slet ikke ud til kampen, og vi vandt forholdsvis simpelt, uden at spille godt, 4-0. Der blev også plads til enkelte skift til 4. kæden, blandt andet scorede Kristian Esmark. Det er bare så herligt, at vi kan præstere sådan en bredde til et DM.


Det vildeste drama
Hvidovre, som var hårdt ramt af skader, var næste modstander. Lørdag morgen tog vi Hvidovre på sengen. Efter 10 minutter førte vi 3-0, og vi var totalt dominerende både med hensyn til skud og spil. Det lignede en solid afklapsning.
Men så holdt vores drenge op med at skøjte, og Hvidovre arbejdede sig langsomt ind i kampen, dog uden at blive farlige. Med stillingen 4-1 og der manglede 5 minutter og 17 sekunder, lignede det en stensikker sejr, men så tog pokker ved Hvidovre, der scorede to mål på ni sekunder. For dævlen da også, der kom intensitet i kampen, og lydniveauet steg gevaldigt, og det blev endnu højere, da HVIK udlignede med 1 minut og 16 sekunder igen. Det så sort ud.
Men så rejste drengene sig med ukuelig vilje. Lige fra face-off i midtercirken til pucken lå i Hvidovres mål var der vildskab over vores spillere, som var på is. Efter et mega tungt pres, med syv afslutninger på 40 sekunder, blev Conrad Ahlberg helten, da han scorede til 5-4, da der resterede 28 sekunder. Vi holdt sikkert stand i det sidste halve minut, men sikke et drama. Det var helt vildt.

Tæt kamp mod Rødovre

I vores fjerde kamp tabte vi med 2-3 til Rødovre efter en intens kamp. Nederlaget betød, vi skulle spille om bronze søndag mod Vojens.


Bronzen blev sikret

Vores kære træner ville gerne have en forklaring, efter kampen, på den kontroversielle kendelse. Det fik han ikke, men i stedet fik han en kamps karantæne.

Det var til bronze-kampen mod Vojens. Et point og DM-bronzen kunne tages med hjem til Gentofte. Et nederlag ville sende bronzen til Hvidovre eller Vojens.
Vi spillede virkelig dårligt, vores klart dårligste kamp. Men spændende blev det til sidst, da stillingen var 2-2 og vi blev sendt til 2 minutters afkøling igen og igen, hele 18 udvisningsminutter ramte os, oftest fordi vi ikke skøjtede eller tacklede for hårdt!
Det var så forfærdelig spændende, at det var et DM værdigt, for Vojens pressede på for en 2-3 scoring, men så tog pokker ved Viktor Jakobsen, som skøjtede igennem på højrekanten og til sidste sendte pucken ind på bladet af vores DM-topscorer Patrick Fugl, der sørgede for den forløsende scoring til 3-2 med mindre end tre minutter tilbage.
Til sidst lukkede og slukkede Kanlund kampen med en scoring til 4-2 i tomt mål. Bronzen var hjemme, og stoltheden var enorm hos vores drenge, som havde sikret klubbens første U15 DM-medalje nogensinde.

Ifølge skribentens pålidelige kilde, Kristian Just, fik HIK i 80’erne en sølvmedalje, men det var for U16.

DM-finalen blev vundet af Rødovre med 2-0 over Herning for 336 tilskuere. Dermed blev slutstillingen:
1) Rødovre
2) Herning
3) Gentofte
4) Hvidovre
5) Vojens
6) Aab

I næste weekend skal vores sjællandsmestre fra U13 kæmpe om DM-medaljer i Rødovre. Lykkes det med metal igen, og hvorfor skulle det ikke gøre det, så kan vi konstatere, at vores store ungdomsarbejde for alvor giver sig i udtryk via medaljer.

Klubnyheder