Klubnyheder

Jeg er solgt - en hockey mom fortæller...

27. mar. 2017, kl. 14.53

Sikke en weekend - ja endnu en fed weekend i Ishockeyens tegn!

Jeg er en træt HOCKEY MOM her søndag aften på sofaen, efter en hel weekend ishockey turnering - men hvor har det bare været livsgivende, værdiskabende og 100% tidsinvesteringen værd, når jeg lige gør det op på livskvalitets kontoen!

At have et barn der spiller ishockey er tidskrævende - ja meget tidskrævende – tidligt op , sent hjem , tidligt op igen, hænge ud i en kold hal hele dagen med toast, hindbærsnitter, grillpølser og massevis af kaffe.

Vi skal som forældre køre til det ene, køre til det andet, weekend efter weekend

– et logistik helvede for dem med flere børn, som man hører sige: jeg kører lige og kommer tilbage for mit andet barn skal lige til fodbold og mit tredje barn er til fødselsdag eller spiller ishockey et andet sted.
– men det varmer sådan at se forældre som GØR det , som ER DER time efter time, - som kører frem og tilbage og frem og tilbage igen, som kigger efter hinandens børn for at det hele skal gå op. Forældre som gør det: FORDI de elsker deres unger, vil gøre det bedste for deres unger og som derfor pisker rundt som en gal for at det hele spiller

- alt sammen gjort i ren kærlighed for at deres unger skal lykkes og fordi de elsker at se dem smile og grine.

Trænere der guider, støtter, skælder ud, er stolte, er skuffede og tossede – men som alt sammen kommer af at de vil det allerbedste for deres hold og virkelig elsker at se holdet udvikle sig - elsker at se vores unger lykkes.

Forældre der har en mening - ikke har en mening, er pisse irriterende, er glade, er skøre, er forskellige men som altid træder til og gør at det hele hænger sammen omkring holdet og klubben.

Forældre som sidder på sidelinjen og hepper - og som er så meget med i stemningen, at de ikke kan være i deres krop af spænding, udsprunget af det største ønske om at se ungerne lykkes.

Forældre som lever for at se ungernes øjne stråle som funklende stjerner, når de har vundet og de synger af deres lungers fulde kraft : HVEM VAR DET DER VANDT I DAG_- DET VAR DEM FRA GENTOFTE AF…

Vi deler alle glæden ved at se vores skønne unger, som med så stor iver og passion, bruger deres talent, træner deres talent, skaber stærke relationer, griner sammen, fejrer deres sejre sammen græder sammen, kokser lidt her og der i udmattelse sammen, og som sammen samler sig sammen igen til en ny kamp så de sammen vokser sig stærkere og stærkere i livet - kamp for kamp.

Jeg har kun en ting at sige: RESPEKT FOR INDSATSEN ALLE MAND – giv jer selv et ekstra klap på skulderen – det er sgu velfortjent.

Hilsen en Hockey-Mom- der har overgivet sig til sporten. <3

Iris Engelund. U9

Foredragsholder og Erhvervscoach

*Sæt dit talent i spil*

Klubnyheder