Klubnyheder

DIU har ansat ny udviklingskonsulent

13. sep. 2018, kl. 14.26

Et nyt ansigt tiltræder fra på mandag - den 17. september i administrationen hos Danmarks Ishockey Union.

Christina Lissa Benn bliver unionens nye udviklingskonsulent. Her skal hun især have fokus på rekruttering af børn og unge, uddannelsestilbud til DIU's medlemsklubber og den overordnede koordinering og opfølgning på strategiplan 2018-21 som DIU og DIF har indgået aftale om. 

Christina Lissa Benn er uddannet sociolog, og har i de seneste år arbejdet ved Center for Ungdomsstudier med fokus på undersøgelser om børn, unge, idræt og trivsel. 

Det har været med særlig vægt på udviklingsprojektet: "Gode idrætsmiljøer for piger med fokus på praktiske redskaber til at forstå, udfordre og fastholde piger i sport." 

Christina Lissa Benn har sideløbende med sit professionelle arbejdsliv bedrevet frivilligt foreningsarbejde de seneste 10 år, og de seneste tre år har hun arbejdet frivilligt i Dansk Amerikansk Fodbold Forbund med udvikling af cheerleading.

Christina går straks i gang med forberedelserne til og afholdelse af LØVE-dagen d. 6. oktober 2018. 

- Vi havde et stærkt felt af ansøgere med store styrker, men vi er sikre på at have ramt rigtigt med Christina, der har lige nøjagtig de kompetencer, vi efterspørger. Hun kommer med stor faglighed og kigger på ishockeyen med nye øjne. På den måde får vi et friskt pust ind i organisationen, og vi glæder os virkelig til samarbejdet, siger DIU-direktør Ulrik Larsen.

Klubnyheder