Klubnyheder

U15 klar til DM

9. mar. 2017, kl. 13.42

Det blev afgjort onsdag aften, da Gentofte Stars U15 også vandt den anden kamp mod Rungsted i serien ’bedst-af-2-kampe’, som samtidig var kampen om SM-bronze.

Rungsted har gennem sæsonen været en svær modstander, og to gange har ’Dullers tropper’ vundet over os, så der var stor respekt for modstanderen i vores ’Strandvejs-duel’.
Heldigvis gjorde spillerne vores betænkeligheder til skamme, for først vandt vi 4-0 i Rungsted, hvor Ebbehøj gav os en god start, efter en flot styring tæt under mål. Kort før den første pause tog pokker ved Aske, der i høj fart tog pucken med, snoede sig gennem to backer og til sidst sendte pucken op i nettaget med baghånden. En super flot scoring at gå til pause på.

Resten af kampen lagde vi et tungt pres på Rungsted, men havde alligevel stor fokus på defensiven med en super backchecking og tætte markeringer. Det betød, at hjemmeholdet kun fik otte skud mod Mads i målet, selvom vi var hårdt ramt af udvisninger.
Omvendt havde vi 43 skud på mål og mindst 10 kæmpe chancer, hvor vi ikke ramte målet.
Det store overtag i spil og chancer gav bonus midtvejs i kampen, da Peter opsnappede en retur, så han kunne sende pucken i mål til stor forløsning på bænken. En 3-måls føring lunede virkelig.

I den sidste periode blev der lukket af bagude, og da Peter scorede sit andet mål var det kun af kosmetisk betydning, da der manglede mindre end et minut.

Returopgøret
Dagen efter, onsdag, var der returopgør hjemme i Gentofte. Igen fik vi en ønskestart, denne gang med to scoringer i starten af kampen.
Vi fik et tidligt powerplay, og denne gang fik vi lirket Rungsteds stærke defensiv op, da Albert fangede en retur, som han sendte i mål. Næste gang 1. kæden var på is, blafrede nettet igen. Denne gang sendte Fugl et dommedagshug op i modsatte hjørne.

Den hurtige, og måske lidt lette, føring betød, at vores drenge gik lidt ned i kadence, så Rungsted kom bedre med i kampen, og da Dullers tropper reducerede til 2-1 kort ind i 2. periode var der nervøsitet at spore – især hos forældrene.
Men så tog 1. kæden igen fat med to mål i slutningen af 2. periode, først Peter og dernæst Kanlund, så drengene kunne gå ind i omklædningsrummet, hvor der ventede kakao og frugt, samt en komfortabel 4-1 føring af lune sig på.

I den sidste periode scorede vi hurtigt to mål, ved Vladimir og Fugl, så kampen var definitivt afgjort. Resten af kampen blev en ’walk-over’ uden de store chancer eller flotte spil for den sags skyld. Men Aske ville lige sætte sit aftryk på SM-bronze-medaljen, da han sluttede målfesten med at score til 7-1.

Jublen i omklædningsrummet var enorm, det var helt klart en forløsning for drengene at DM-billetten var blevet indløst. Vi spiller DM i Herning den 17.-19. marts med følgende program:
Fredag
Kl. 12:00 Kamp mod Herning
Kl. 16:00 Kamp mod Aalborg

Lørdag
Kl. 09:00 Kamp mod Hvidovre
Kl. 18:00 Kamp mod Rødovre

Søndag
Kl. 09:00 Kamp mod Vojens

Klubnyheder